Jeg endte i en karateklub i Aarhus af den mest lavpraktiske grund, en madskribent kan have: Der var lovet hjemmelavet ramen efter træningen. Min veninde Mette har trænet shotokan i tolv år, og hun havde længe insisteret på, at jeg skulle opleve klubben, før jeg skrev endnu en klumme om japansk madkultur set fra en restaurantstol. Så en kold tirsdag i november sad jeg på en bænk langs væggen med notesblok og våde sko og ventede på nudler.
Ramenen var glimrende. Men det var ikke den, jeg tog med hjem. Det var fornemmelsen af at have set en japansk restaurant forklædt som idrætsforening. Bukket i døren, de faste pladser, tavsheden lige før der sker noget, latteren bagefter. Sushibaren og dojoen er bygget over samme grundplan, og når man først har fået øje på det, kan man ikke se andet.
Itadakimasu og rei: begyndelsen er et ritual
I Japan begynder måltidet ikke, når maden lander på bordet. Det begynder, når man samler hænderne og siger itadakimasu, “jeg tager ydmygt imod”. Det er en lille pause, et sekunds anerkendelse af, at nogen har dyrket risene, fanget fisken og stået tidligt op for at lave dashi. På samme måde begynder træningen i dojoen ikke med opvarmning, men med rei, bukket ved dørkanten. Man bukker for rummet, for læreren og for hinanden, også selvom man er træt og har haft en elendig dag.
Jeg plejede at synes, den slags var pynt. Det gør jeg ikke længere. Ritualet er en tærskel: På den ene side ligger din dag med indkøbslister og ulæste mails, på den anden side ligger noget, der kræver hele din opmærksomhed. Den bedste sushi, jeg har fået i København, blev serveret i en koncentreret stilhed, der mindede påfaldende meget om minutterne før kata-træning. Begge steder havde nogen besluttet, at det her ikke bare var endnu en aftale i kalenderen.
Respekten for råvaren, respekten for modstanderen
Japansk madkultur hviler på shokunin-idealet: håndværkeren, der bruger et helt liv på at blive en lille smule bedre til én ting. Lærlingen i en klassisk sushirestaurant får lov at koge ris i årevis, før han overhovedet må røre en kniv. Det lyder vanvittigt, indtil man smager forskellen på ris lavet af en, der har gjort det ti tusind gange, og ris lavet af mig en travl onsdag aften.
Kampsporten dyrker præcis samme tålmodighed. Mette har terpet de samme grundteknikker siden 2014, og hun taler om dem, som min yndlingskok taler om at skære makrel: Det bliver aldrig færdigt, det kan altid blive en anelse renere. Respekten går begge veje, både til modstanderen, der gør dig bedre, og til råvaren, der ikke tåler sjusk. Jeg tror, det er derfor, de to verdener tiltrækker samme slags mennesker. Folk, der finder ro i gentagelsen i stedet for at kede sig i den.
Tredje halvleg med grøn te i stedet for fadøl
Men her er det, ingen fortalte mig på forhånd: Det vigtigste i klubben foregår efter træningen. Japanerne har nomikai, de halvt obligatoriske aftener hvor kolleger og holdkammerater spiser sammen, og hvor hierarkiet får lov at slappe af, mens skålene tømmes. Mettes klub har sin egen version, nemlig fællesspisning den sidste fredag i måneden. Jeg opdagede den kun, fordi den blev annonceret på skærmen i kampsportsklubben lige under ugens holdtider, og fordi tre teenagere stod foran den og diskuterede, hvem der turde melde sig til at folde gyoza.
Den fredag lavede vi dumplings i et klubkøkken på størrelse med en opvaskemaskine. En far foldede dej sammen med sin datter på ni, som var betydeligt mere præcis end ham. Formanden fortalte historien om dengang, klubben næsten måtte lukke, og en af de unge hældte grøn te op, som var det den fineste sake. Ingen talte om teknik. Og det slog mig, at det er præcis sådan, japansk madkultur fungerer, når den er bedst: Maden er ikke målet, den er anledningen.
Fællesskabet er hovedretten
Spørg en hvilken som helst træner, hvorfor folk bliver hængende i en klub i ti år, og svaret er sjældent faciliteterne. Man bliver for menneskenes skyld. Sushibaren fungerer på nøjagtig samme måde: Stamgæsterne vender tilbage til itamaen, kokken bag disken, fordi han husker, at de ikke kan fordrage ingefær, og fordi han spørger til datterens eksamen. Fællesskab er den ingrediens, der ikke står i nogen opskrift, og den eneste, der ikke kan erstattes af noget andet.
Derfor vil jeg vove påstanden: De sociale aftener betyder mere end selve træningen. Teknik kan man efterhånden hente på video. Følelsen af at høre til findes kun i rummet sammen med de andre. Det praktiske må bare ikke stå i vejen, og dér er Mettes klub pragmatisk: De bruger KlubKlar til at holde klubhusets skærm opdateret med holdtider og arrangementer direkte fra medlemssystemet, så de frivillige kan lægge energien i gyoza og gæstfrihed i stedet for i opslag. Ikke særlig poetisk, men det er den slags lavpraktik, der får ritualerne til at overleve i en travl forening.
Næste gang du sidder ved en sushibar, så læg mærke til rytmen: hilsnen i døren, stilheden over håndværket, snakken der løsner sig hen mod slutningen af måltidet. Du sidder i en dojo med bedre belysning. Og går du allerede til kampsport, så bliv hængende til næste fællesspisning. Det er dér, klubben for alvor bliver til.